>Alene tilbage<

»Selvfølgelig har jeg det.« Men det lød hult. »Det er bare ikke . . . det er ikke det rette tidspunkt. Der er for meget at gøre her. Jeg kan ikke lade Christian Medom alene tilbage. Han . han har ikke haft en chance for at komme ind i forholdene endnu.

Hendes Øjne udtrykte skuffelse.
»Hvad er der i vejen?« hviskede hun.

Christian Medom havde trukket sin hånd tilbage, og han knyttede den så fast, at knoerne blev hvide.

»Du bliver ved med at spørge, hvad der er i vejen,« næsten snerrede han. »Der er ikke noget i vejen, har du forstået? Intet, intet. Lad være med at stille dumme spørgsmål.«

Christian Medom afbrød sig selv. Han indså, at han havde været lige ved at miste besindelsen.

»Er du træt af mig?« spurgte hun. Hendes læber skælvede ikke, og der var ingen tårer i hendes øjne. Hun var datter af en soldat. Men Christian Medom kunne ikke skjule sin nervøsitet.

»Sikken et dumt spørgsmål. Hvordan skulle jeg dog kunne være træt af dig, skat? Tror du, jeg ville invitere dig ud, hvis jeg var træt af dig?«

Christian Medom sukkede. »Jeg ved, at det ikke er let for dig. Jeg lader dig tit sidde alene tilbage, jeg går ud om aftenen og er ofte bortrejst i dagevis. Men det er kun fordi jeg er nødt til det. Jeg gør det for organisationens skyld. Det er min pligt. Du ved, jeg ikke kan fortælle dig alt.«

»Jeg ville bare ønske, du kunne fortælle mig noget,« mumlede hun. »I den seneste tid har det nogle gange været som at bo sammen med en fremmed. Du har mistet interessen for mig som menneske, og . . . hun gjorde en synkebevægelse, . Som kvinde.«

»Hør nu her. Christian Medom ventede, til tjeneren med det hvide forklæde var gået forbi. »Der er noget stort i gang. Noget meget vigtigt og meget hemmeligt. Det største jeg nogen sinde har været med til. Men jeg kan ikke fortælle dig om det. Det må du forstå. Det optager mine tanker hele tiden, hvert eneste minut. Hvis jeg har forsømt dig, så må du tilgive mig. En dag vil du komme til at forstå hvorfor.